Filosofi

Den romantiske filosofi:

Det karakteristiske for den romantiske filosofi var, at man så verden i et holistisk perspektiv, altså et organisk hele. Det betyder, at alt hænger sammen i et hierarki af større og mindre former. Fra sten og mineraler, over planter og dyr, til mennesket. Hierarkiet gennemstrømmes af den samme kraft, ånden, der tilpasser sig på såvel det lave niveau som på det høje. På den måde er ånd og natur tæt forbundne. I de uendelige forskelligheder af former og organisationsprincipper, som der er i naturen, er der aftryk eller spor af åndens virke. Et poetisk udtryk hed, ”ånden slumrer i stenen, drømmer i planten, vågner i dyret og bliver bevidst i mennesket.” dette kaldes for en organismetanke, og den var vigtig for romantikkens naturfilosofi.

Natur og historiefilosofi:

I den romantiske naturfilosofi var der kommet et nyt syn på naturen. Her ses naturen som en selvorganiserende helhed, som stadig er i udvikling. Det er grunden til, at man mente, at naturen var gennemtrængt af ånd, som ikke identificeres som gud, men som en kraft i naturen. Den romantiske filosofi var meget præget af panteisme, som betyder, at gud er i alt. I romantikken fandtes ikke kun naturfilosofien, men der var også historiefilosofien. Ligesom i naturfilosofien ses historiefilosofien som værende en vældig organisme, der også er gennemtrængt af ånden. Den historiefilosofi som var mest betydningsfuld, fandt man hos filosoffen G.W.F. Hegel, som mente, at historien udvikler sig i en proces af modsatrettede kræfter.